Red Barnet fejrer hvert år Børnerettighedsdagen med tusindvis af elever på skoler over hele landet. Sammen markerer vi årsdagen for FNs Børnekonvention og bliver klogere på børns rettigheder.
Det er vigtigt at arbejde med børns rettigheder i skolen, for børn skal kende deres rettigheder, før de kan handle på dem. Så kan de råbe op, hvis de oplever, at de bliver krænket eller ser andre børn få krænket deres rettigheder.
Til Børnerettighedsdagen, som i år ligger torsdag den 20. november, samler Red Barnet relevant undervisningsmateriale og stiller det gratis til rådighed for de tilmeldte skoler.
Børnerettighedsdagen har et varierende tema fra år til år, som tager udgangspunkt i Børnekonventionen, og som er valgt af børnene selv.
I år er det elever fra 5. årgang på Dybkærskolen i Silkeborg, der har valgt årets tema, som er: ”Ret til at være den, man er”.
Temaet tager udgangspunkt i Børnekonventionens artikel 2, og for børnene er temaet vigtigt, fordi det handler om at blive accepteret, respekteret og føle sig tryg i fællesskabet.
Eleverne fra Dybkærskolen mener også, at det vil føre til mindre pres, stress, uro og mobning samt mere plads til forskellighed, hvis retten til at være sig selv bliver håndhævet.
For Red Barnet er årets tema også vigtigt. Retten til at være sig selv er helt central, fordi den er en forudsætning for, at skolen kan være et inkluderende fællesskab, hvor alle børn har lige muligheder.
Tilmed din skole årets Børnerettighedsdag og vær med! I får tilsendt undervisningsmateriale til alle skolens trin så snart, det er klar.
I år falder Børnerettighedsdagen torsdag den 20. november 2025.
Vejledende program som inspiration til jeres Børnerettighedsdag
Vi opfordrer jer først og fremmest til at inddrage jeres elever i jeres planlægning af dagen. Vi har udarbejdet en inddragelsesguide med måder, hvorpå I bedst får hørt elevernes stemmer her.
Skulle I havde brug for inspiration til hvordan dagen kan sammensættes, finder I her et vejledende program:
08:00 – 08:30: Slå dagen an for alle elever ved en fælles morgensamling. Her kan I fx synge sange og holde tale om hvorfor I har dedikeret dagen til at fokusere på børns rettigheder.
08:30 – 09:30: Undervisning og øvelser i klasserne om årets tema. Alle mellemtrin og udskolingsklasser anbefales at starte dagen med første øvelse: dialogværktøjet Børnebarometeret, som vil kredse sig både om temaet ’tryghed’ og om børn og unges kendskab til deres rettigheder.
09:30 – 10:00 = PAUSE
10:00 – 11:30: Mulighed for at arbejde med temaet med afsæt i elevernes egne idéer og forslag, som I har talt om forud for dagen. Overvej hvilke områder I kan sætte i spil, der ikke er klasselokalet.
11:30 - 12:00 = PAUSE
12:00 – 13:30: Fælles afrunding af dagen for alle elever på festlig manér. Måske dagen kan synges ud, at alle mødes og spiser noget sammen og taler om hvad de har lært på dagen – eller udsmykker skolen med flotte kreative værker fra dagen.
ENGAGEMENT OG DELTAGELSE
Børn og unges medbestemmelse og indflydelse er centrale værdier for den danske grundskole, og i Red Barnet vil vi gerne støtte skoler i at bringe børn og unges stemmer tydeligere frem. Red Barnet anbefaler derfor, at I bruger Børnerettighedsdagen til at bringe elevernes stemmer i spil, og også denne dag er nysgerrige på elevernes meninger og input. Brug Red Barnets Børnebarometer til at skabe dialog i klassen om børn og unges rettigheder.
Læs og se introduktionsfilmen til Børnebarometeret her.
Gå på opdagelse i resultaterne fra sidste års Børnerettighedsdag her.
Gå på opdagelse i vores inddragelsesguide i planlægningen af Børnerettighedsdagen.
rettigheder resten af året
Hvad enten det er i skolegården, i klassen, hjemme eller online, så er nutidens børne- og ungeliv fyldt med hverdagssituationer, hvor børn og unges rettigheder kommer i spil. Det handler om demokratisk deltagelse, børnebeskyttelse og den enkeltes rettighed i et større fællesskab.
Mangler du inspiration til arbejdet med børn og unges rettigheder resten af året? Så se nærmere på nogle af Red Barnets ressourcer på området:
KONTAKT
Har du spørgsmål, eller brug for yderligere oplysninger om Børnerettighedsdagen? Kontakt os gerne på skoletjenesten@redbarnet.dk, så står vi klar til at hjælpe dig.
Vi glæder os til at fejre Børnerettighedsdagen med jer. Sammen kan vi skabe en tryg og positiv fremtid for vores børn og unge!








